Den siste utgaven av FNs klimarapport er «usædvanlig ved det, at den nu konkluderer, at hele opvarmningen siden slutningen af Den Lille Istid (1300-1850) og indtil nu er forårsaget af menneskelig udledning af CO2 gennem afbrænding af fossile brændstoffer (træ, kul, olie og gas)».
«Det er en skærpelse af den forrige rapport, hvor det alene var tiden efter 1950, der var domineret af menneskelig udledning af drivhusgasser,» skriver Henrik Svensmark i Weekendavisen.
«Med andre ord: Det, som før var tillagt naturlige variationer i klimaet, er nu også tillagt os mennesker,» fortsetter han.
Fysikeren ved DTU Space mener denne konklusjonen er basert på en antakelse om at sola ikke spiller noen rolle for endringene i klimaet, fordi det ikke forekommer vesentlige endringer i energien den utstråler.
«I 1997 forandrede fysikeren Henrik Svensmarks liv sig radikalt. Sammen med sin daværende kollega, geofysikeren Eigil Friis-Christensen, offentliggjorde han en videnskabelig artikel, der vakte stor international opsigt. I artiklen fremførte de den opsigtsvækkende teori, at der er sammenhæng mellem variationer i den kosmiske stråling – det vil især sige fjerne stjerneeksplosioner – og Jordens klima.»
Han er både paria og helt i klimaforksningen; Berglingske, 17.02.18
Forskeren trekker fram solflekkaktivitet som en parameter til å forstå klimaendringer:
«Det mest velkendte symptom på solaktivitet er tilstedeværelsen af solpletter på solens overflade, hvis antal varierer med en periode på cirka 11 år. Over længere perioder end 11 år ses også markante ændringer i solaktiviteten. Perioden fra 1645-1715 under Den Lille Istid var karakteriseret ved et næsten totalt fravær af solpletter, som sammenfaldt med, at solen var i en dvaletilstand. Omvendt var perioden omkring år 1000 en periode med meget høj solaktivitet.»
Svensmark framholder at hver gang det er endringer i solens aktvitet, oppstår endringer i klimaet, og dette har skjedd åtte eller ni ganger siden istiden.
«Det mest overraskende er, at hver gang der er en ændring i solens aktivitet, så er der en ændring i klimaet. Disse ændringer er ikke ubetydelige.»
«Middelaldervarmen omkring år 1000 var en opgangstid for jordens befolkning, men efter år 1300 forværredes klimaet, hvilket gav problemer i form af fejlslagne høster og en undernæret befolkning modtagelig for sygdom og generel elendighed. Selvom der er mange meninger om, hvor meget klimaet ændrede sig under Den Lille Istid, tyder mange solide forskningsresultater på, at temperaturændringerne mellem høj og lav solaktivitet var en til to grader celsius.»
«Man kan se en enestående overensstemmelse mellem klimaændringerne og solens aktivitet gennem de sidste 10.000 år,» mener forskeren.
Han mener derfor med at «IPCCs antagelse om, at solens påvirkning er ubetydelig, ikke er i harmoni med de observerede klimaændringer».
Svensmark forklarer dette med endringer i kosmisk stråling, ved at energien «der trænger ind og ud af havet er næsten ti gange større end ændringen i soludstrålingen».
Artikkelen i Weekendavisen forklarer – «at der må være en mekanisme, der forstærker solens aktivitet» – i mer detalj.
Svensmark har drevet med solforskning i en mannsalder, og konkluderer på denne måten:
«Resultatet af solforskningen kan derfor betyde, at klimafølsomheden over for CO2 er mindre, end klimamodellerne angiver, og en mindre klimafølsomhed vil betyde, alt andet lige, at vi har mere tid til at finde fornuftige løsninger på klimaproblemerne».
Men å få penger til solforskning relatert til klimadiskusjonen mener han er vanskelig:
«Men det er kun den forskning, der finansieres, som kan blive udført, og at få penge til sol-klimaforskning har være stort set umuligt. Det er ikke, fordi klimaforskningen ikke får penge. På verdensplan bruges cirka 20-30 milliarder kroner årligt, men at få midler til et projekt, der ikke opfattes som i overensstemmelse med IPCCs konsensus, er meget svært.»